Fra lille og sårbar
til voksen, stærk og følsom

 

Mine tvillinger er født i uge 27+2 i 1992.
Alle, der har for tidligt fødte børn, ved, hvad børnene går igennem, når de er født 3 måneder før tid. Og hvordan det påvirker dem under opvæksten.
Og som præmaturforældre ved man også, at der skal ekstra opmærksomhed til at støtte og hjælpe børnene igennem.
Når man står midt i det, ved man af gode grunde ikke, hvordan det udvikler sig på sigt.
Derfor – og for at give håb, tro og optimisme – vil jeg dele elementer af mine børns historie.

Min datter
De første år havde hun mange infektioner. Fik også kighoste. Hun har næsten ikke haft en sygedag, siden hun startede i børnehave som 4-årig.
Hun havde en meget overreagerende følesans og oplevede stort ubehag ved mange slags stimuli af huden. Nu ælter hun bolledej og har det fint med både stramt- og løstsiddende tøj.
Hun havde som lille en voldsom separationsangst. Som stor teenager boede hun et halvt år på en landbrugsskole. Som 20-årig flyttede hun et halvt år til Irland, og de seneste fem år har hun boet i en anden landsdel end sine forældre.
Hun følte ikke, hun passede ind i grundskolen. Nu har hun de bedste venner og er cand.mag. i middelalder- og renæssancearkæologi.
Hendes sensitivitet gjorde, at hun oplevede verden som voldsom. Nu bruger hun den samme sensitivitet til at tegne de smukkeste tegninger (som den du ser herover), nyde naturen med dens skønhed og dufte, finde ro i yoga, forbinde sig med dyr og mærke, hvordan hun selv og andre har det.
Samtidig har hun stor indre styrke. Hun gennemfører, hvad hun beslutter sig for, og hun står ved sig selv som den, hun er.
Et rigt liv og en unik kvinde med stor personlighed.

Min søn
I forhold til helbred og sundhed er det samme historie som hans søster.
Han havde også separationsangst. Han flyttede hjemmefra som 21-årig, men levede sit frie ungdomsliv længe inden da.
Han havde også sine udfordringer med at føle, at han passede ind i grundskolen, og han havde svært ved at koncentrere sig i klassen. Det kneb også med korttidshukommelsen. Efter gymnasiet prøvede han nogle forskellige uddannelser af, og nu (2019) – har han lige bestået sin bachelor i informatik og datalogi på RUC.
Også hans sensitivitet fik ham til at opleve verden som voldsom, og han kunne indimellem føle sig alene i skolen. I 8. klasse begyndte han at spille trommer. Han havde talent, og han elskede det. I en årrække spillede han i et heavy metal band; nu er han gået over til jazz og blues.
Den gruppe venner, han fik gennem musikken og i skolens overbygning, har han endnu. Og hans kæreste har han været sammen med i seks år.
Han bruger sin sensitivitet til indlevelse i musikken samt at lære sig selv at kende på alle planer og passe på sig, være nysgerrig på verden og lige som sin søster mærke, hvordan han selv og andre har det. Han er meget opmærksom på at rumme og anerkende folk præcis, som de er. Han er sine venners ven.
Også han har en stor indre styrke, gennemfører sine planer – selv når prosessen trækker store veksler på ham – og er tro mod sig selv.
Et intenst liv og en unik mand med stor personlighed.

Hvordan?
Når du læser med her, tænker du nok på, hvad det var, der ændrede forholdene gennem årene. Det er selvfølgelig en lang historie, men her er den korte version.

Jeg var hjemme hos børnene de første 4 år, til de var trygge nok til at komme ud i verden. Vi valgte en Rudolf Steiner-børnehave, hvor der var en helt fast dags- uge og årsrytme, masser af natur, musik, kreativitet og udeliv og en meget anerkendende pædagogik.
Senere valgte vi en lilleskole, og min datter valgte selv at tage 9. og 10. klasse på en Steiner-skole, hvor hun virkelig følte sig rummet og mødt, mens min søn havde samme oplevelse på lilleskolens overbygning.
Børnene fik osteopatiske behandlinger, sund mad og naturlige kosttilskud, masser af varieret fysisk udfoldelse i naturen, daglig massage, dyrekontakt, musik, homøopati, støtte til at udvikle og pleje gode relationer til andre børn, traumeforløsende børneterapi samt følelsesmæssig nærhed og tryghed med masser af tid sammen.
Det gav ro i nervesystemet og skabte basis for en god hjerneudvikling. Og det afbalancerede følelseslivet.

Det har krævet en del af både børnene og mig at få vendt den negative spiral til en positiv, men rejsen har været fyldt med kærlighed, nærhed, styrke, overvindelse, tro, håb og sejre. Og indsatsen er kommet tifold igen.

Jeg håber, min beretning kan være til inspiration og bringe optimisme i præmaturfamilier.