ADHD eller S.O.S.?

Bag symptomerne på nedsat trivsel og bogstavdiagnoser
ligger årsager, behov og muligheder

Der har de senere år været et voldsomt boom af børn og unge, der har fået bogstavdiagnoser.
Og der er endnu flere børn/unge uden diagnose, der har det rigtig svært.
ADHD står som bekendt for “Attention Deficit Hyperactivity Disorder”. Problemer med opmærksomhed og koncentration (og impulsstyring) hører til de symptomer, der afføder diagnoser. Men børnenes adfærd og reaktioner er et råb om hjælp. Det er et S.O.S., der betyder: Hjælp mig med at få ro i hoved og krop. Hjælp mig med at udvikle min hjerne, så jeg kan huske, koncentrere mig og nå at tænke mig om, inden jeg reagerer. Og så jeg ikke bliver så overstimuleret og ude af stand til at regulere mig selv. Og ikke føler mig så forkert og ikke god nok.

Årsagerne til ubalancerne forsvinder ikke, når barnet får en diagnose

En bogstavdiagnose giver ikke forklaringer på årsager. Den fortæller ikke noget om, hvordan oplevelser og hændelser har påvirket barnets nervesystem og hjerne. Som fx ugunstige forhold i fostertilstanden, en vanskelig eller en meget hurtig fødsel, en for tidlig fødsel med efterfølgende behandlingsforløb og adskillelse fra forældrene, adoption, et stressfyldt miljø, adskillige hospitalsindlæggelser, for meget skærmtid med konkurrenceelementer, for lidt kropslig udfoldelse, fejlstimulering af de basale sanser, ensidig kost osv.
Og med en diagnose følger ikke et helhedsorienteret indsatsprogram, som kan afhjælpe årsagerne til symptomerne ved at restituere krop, nervesystem/hjerne og følelsesliv.
Der tages ikke i betragtning, at hjernen er plastisk og kan stimuleres til dannelse af nye nervebaner og kontaktflader. Eller at følelserne er afgørende for, hvilke hormoner barnet producerer; Om stresshormoner eller velværehormoner er i overvægt. Det er væsentligt, fordi det har betydning for hjerneudviklingen.
I stedet føler mange af børnene sig pressede af krav, de ikke kan honorere. Og de bliver tit irettesat mange gange om dagen, lige som de er udfordrede i deres sociale relationer.
Diagnoser kan åbne for nogle bevillinger af støttende specialindsatser og strategier, der nok kan gøre hverdagen en smule mindre stressende for barnet, men reelt fungerer som et sæt krykker. Årsagerne til ubalancerne er der stadig – også selv om de dæmpes med centralstimulerende medicin. Så vi kan sjældent bruge bogstavdiagnoser til meget. Og jeg har også erfaring for, at de kan være en hindring, hvis man ønsker at få sit barn ind på en privat skole.

Når vi forstår barnets S.O.S., kan vi skabe forandring og udvikling

Men når vi interesserer os for, hvad der ligger bag børns manglende trivsel og nedsatte funktionsniveauer, finder vi årsagerne, og så kan vi afhjælpe dem.
Både daglig praksis og et interventionsprojekt i to specialklasser har tydeligt vist, hvordan børn i vanskeligheder får det markant bedre, når de bliver set med de udfordringer og stærke sider, de hver især har, og får tilbudt en målrettet og helhedsorienteret intervention.
Denne tilgang er uddybet i min bog “Bag symptomerne og ind til barnet”.
Den er udgivet i sampak med en DVD-version af den TV-dokumentar, der følger tre børn igennem projektperioden.

Store positive forandringer på kort tid

Projektet har vist, at på kun fire måneder er det muligt at opnå en 100 % succesrate i forhold til at afhjælpe årsagerne til kraftige reaktioner, lav stresstærskel, hyppige ritualer og manglende konfliktløsningsevne.
Og desuden en meget høj succesrate (over 80 %) i forhold til at afhjælpe årsagerne til koncentrationsbesvær, manglende impulskontrol, svækket indlæringsevne, lavt selvværd, manglende selvtillid samt udfordringer i socialt samspil.
Altså afhjælpes årsagerne til de symptomer, der tit beskrives med diagnoser.
I projektet deltog både børn med og uden diagnoser, men alle placeret i specialklasser.
Lærere, pædagoger og forældre havde et fælles fokus i hele perioden.

Børnene får nye forudsætninger for trivsel og udvikling

Ved et foredrag eller på en temadag ser vi bag om symptomer og eventuelle diagnoser. Når vi kender årsagerne, har vi nøglen til trivsel, udvikling og dermed en vellykket inklusion.
Via konkrete eksempler og metoder fokuserer vi på, hvordan vi kan skabe gunstige rammer i børnenes hverdag og give dem nye forudsætninger for at udvikle nervesystem/hjerne og for at opnå et afbalanceret følelsesliv. Det har en meget positiv effekt på deres selvopfattelse, adfærd, indlæring og sociale samspil. Hverdagen bliver rarere og nemmere for børnene og alle omkring dem, og der er ikke længere behov for at kompensere eller symptomdæmpe.